I sidste uge var Verdenssundhedsorganisationen vært for COP11, dens flagskibskonference for global tobakskontrol, og i stedet for at styrke sit greb om nikotinpolitikken afslørede den, hvor skrøbelig dens dagsorden er blevet.

Fra starten forsøgte WHO at presse igennem strengere globale foranstaltninger mod vaping, nikotinposer og produkter, der ikke brænder på varme – alt sammen uden videnskabelig begrundelse, offentlig gennemsigtighed eller forbrugerinklusion. Men i løbet af ugen begyndte den strategi at falde fra hinanden. Det, der skulle være en stille godkendelse af anti-nikotin-forslag, udviklede sig til en åben udfordring af WHO's autoritet.

Et stigende antal lande, herunder New Zealand, Albanien, Gambia, Mozambique, Nordmakedonien, Saint Kitts og Nevis, og Serbien, skubbet tilbage, og forsvarede deres ret til at vedtage politikker, der afspejler deres egne realiteter. De opfordrede til fleksibilitet i forhold til påbud og skadesreduktion frem for forbud.

De endelige resultater af COP11 afspejler den modstand. Mange af de mest aggressive "fremadrettede" bestemmelser blev blødgjort eller omdannet til ikke-bindende retningslinjer. WHO og dets donordrevne netværk af NGO'er blev tvunget til at trække sig tilbage, ude af stand til at gennemtvinge deres topstyrede model uden at udløse bredere uenighed.

Det faktum, at New Zealand, en global succeshistorie inden for skadesreduktion, fik tildelt “Beskidt askebæger”"pris" fordi dens pragmatiske tilgang kun forstærkede absurditeten i det nuværende system. Det var et øjeblik, der symboliserede, hvordan ideologisk fanget og frakoblet WHO-tilknyttede organisationer er blevet.

EU's interne konflikt kom til syne

Et af ugens største chok kom fra Den Europæiske Unions egen delegation. Trods at have indvilliget i ikke at presse på for globale forbud og fremadskuende foranstaltninger, Europa-Kommissionen og det danske COP-formandskab forsøgte at gøre præcis det — bag lukkede døre og uden mandat.

Dette udløste øjeblikkelig modstand fra Italien, Grækenland og Polen, som afviste beslutningen og afslørede en dybere kløft mellem nationale regeringer og bureaukrater i Bruxelles. Historien er blevet en forsmag på de kommende kampe i takt med at EU forbereder sig på at opdatere sit tobaksvaredirektiv (TPD) og tobaksafgiftsdirektivet (TED).

Hvis Kommissionen er villig til at trodse intern konsensus og stille sig på prohibitionisters side ved COP11, Hvad kan forbrugere og interessenter forvente ved forhandlinger på EU-niveau?

De sidste dage: Et skift i tone, men ikke i gennemsigtighed

Lørdag var den ideologiske momentum bag nye forbud stort set gået i stå. Mange af de mest hårde forslag lykkedes ikke at komme igennem. Sproget blev blødgjort, forbuddet mod cigaretfilter blev fjernet, og Alle foranstaltninger, der gik ud over konventionen, blev gjort frivillige snarere end bindende, hvilket efterlod den endelige afgørelse til nationale regeringer. Dette var et tydeligt tegn på, at WHO's topstyrede model havde mistet fart. 

Som følge heraf, COP11 kunne kun nå en aftale om visse miljø- og ansvarsspørgsmål, mens FCTC-sekretariatet blev tvunget til at udsætte de fleste af deres forslag til COP12, som finder sted i Armenien i 2027.

Et andet afgørende øjeblik kom, da St. Kitts og Nevis opfordrede til, at produkter til reduktion af tobaksskader anerkendes som en del af folkesundhedsstrategier.. Forslaget fik betydelig støtte fra andre delegationer, hvilket viser, at flere lande er klar til at stå op for videnskab og pragmatisme. På grund af indgroet modstand fra forbudsgrupper blev der dog ikke opnået enighed, og forslaget blev ikke inkluderet i de endelige resultater.

Imidlertid, De strukturelle fejl i COP-processen forbliver intakte. Møder blev stadig afholdt for lukkede døre. Forbrugerne blev stadig udelukket. Og beslutninger blev stadig mere formet af private donorer end af sundhedspersonale eller beviser fra den virkelige verden.

Ja, tonen har måske ændret sig – men processen har ikke. Indtil WHO åbner dørene og inkluderer de mennesker, som dens politikker påvirker, COP vil fortsat være en legitimitetskrise i bevægelse.

Vi skal fortsat kræve forbrugerinklusion, ægte gennemsigtighed i politikudformningen og en ærlig, videnskabsbaseret tilgang til nikotinregulering. Det betyder, at man skal fortsætte med at lægge pres på WHO og holde institutioner som Europa-Kommissionen tilbage. Momentum er reelt, men nu er det tid til at accelerere det, ikke trække sig tilbage.