WHO's rammekonvention om tobakskontrol (FCTC) har til formål at beskytte sundheden ved at reducere skadevirkningerne af rygning. Partskonferencen (COP) bør fastsætte globale tobakspolitikker baseret på evidens og skadesreduktion. COP11 afslører imidlertid problemer, der truer dens mål, og ignorerer, hvad der virker for at reducere rygningens skadevirkninger.

Her er elleve nøgleproblemer, der underminerer reduktion af tobaksskader og folkesundheden på COP11:

1. Skadesreduktion bliver systematisk afvist  

Skadesreduktion er klart defineret i artikel 1(d) i FCTC, men på COP11 behandles det som en tobaksindustriens taktik. I stedet for at støtte evidensbaserede alternativer som e-vaping og nikotinposer benægter sekretariatet og mange NGO'er legitimiteten af skadesreduktion og blokerer for diskussion.

2. Det juridiske grundlag for skadesreduktion overses bevidst på COP11 

Diskussioner om skadesreduktion kanaliseres under dagsordenspunkt 4.5, som omhandler implementeringen af artikel 5.2(b) i FCTC. Denne artikel fokuserer på, hvordan regeringer bør organisere deres nationale infrastruktur til tobakskontrol, og den er primært administrativ og nævner slet ikke skadesreduktion. Ved at gøre dette undgik sekretariatet at henvise til artikel 1(d), hvor skadesreduktion eksplicit anerkendes som en af traktatens tre søjler. Denne juridiske ramme giver COP11 mulighed for at sætte skadesreduktion ud af spillet fra den evidensbaserede debat.

3. Virkelige beviser ignoreret  

Lande som Sverige, Storbritannien, Japan og New Zealand har reduceret rygning betydeligt ved at muliggøre regulerede, mindre skadelige alternativer. Sundhedsmyndigheder og uafhængige undersøgelser bekræfter disse resultater, men COP11 undlader at tage fat på disse erfaringer.

4. Forbud som standardpolitik  

Mange forslag fra COP'en indebærer forbud og restriktioner. Historien viser, at forbud vil give bagslag ved at drive rygere til cigaretter eller ulovlige markeder. COP11 overser disse utilsigtede konsekvenser og går glip af pragmatiske tilgange.

5. Nikotin i sig selv er målrettet  

COP11 fokuserer på at reducere nikotinforbruget snarere end rygerelaterede skader. Den overser, at nikotin uden forbrænding er langt mindre skadeligt, og at tobakskontrol bør prioritere at reducere dødelig røgeksponering.

6. Udelukkelse af uafhængige eksperter COP11 

Udelukkelsen af folkesundhedseksperter med forskellige meninger begrænser adgangen til uafhængige videnskabsmænd og forskere, hvilket reducerer den kritiske evaluering af evidens og forsinker anerkendelsen af nye strategier til skadesreduktion. Ved at indsnævre ekspertinput risikerer den politiske proces gruppetænkning og går glip af en nuanceret videnskabelig debat om mindre skadelige produkter og effektivitet i den virkelige verden.

7. Der mangler gennemsigtighed og åbenhed  

COP11 foregår i vid udstrækning bag lukkede døre med kompleks registrering og begrænset adgang for medier eller offentligheden. Denne mangel på åbenhed underminerer tillid, ansvarlighed og åben debat, som er afgørende for forsvarlig politik.

8. Artikel 5.3 misbruges til at dæmpe debatten  

Artikel 5.3, der er designet til at beskytte politikudformning mod indblanding fra tobaksindustriens side, er et våben, der blokerer uafhængige stemmer, der støtter skadesreduktion, ved at beskylde enhver afvigende mening for at være en industriens mening.

9. Foreslåede foranstaltninger uden beviser  

Nogle COP-målinger vedrørende miljø, ansvar og regulering mangler solid dokumentation for effektivitet eller analyse af skadesreducerende virkninger. Arbejdsgrupperne og sidebegivenhederne viser også en klar bias mod alternative nikotinprodukter.

10. Modsætning mellem handlinger og folkesundhedsmål  

COP11 hævder at beskytte sundheden, men dens politikker står i kontrast til reelle fald i rygning, hvor skadesreducerende produkter er tilgængelige. EU's forbud mod snus nævnes som et eksempel på en politik uden bevis for folkesundhedsmæssige resultater.

11. Manglende forbrugerstemmer  

Forbrugerne har levet erfaring med tobaksvarer og skadesreducerende tilgange. Deres perspektiver er ikke repræsenteret i COP11-diskussionerne, hvilket resulterer i politikker, der ikke afspejler den faktiske brug, præferencer eller de praktiske aspekter ved at skifte til mindre skadelige produkter.

COP11 kan fortsætte med at ignorere beviser og håndhæve forbudsorienterede, dogmatiske politikker, der risikerer at skade rygere, eller den kan omfavne skadereduktion fra tobak som en dokumenteret, etisk og omkostningseffektiv vej til at reducere rygerelaterede sygdomme og dødsfald.

Fremtiden for global tobakskontrol afhænger af gennemsigtighed, inklusion og videnskabeligt baserede politikker baseret på effektivitet i den virkelige verden. Det er nu op til medlemslandene at sætte en stopper for det.