Verdenssundhedsorganisationens globale konference om tobakskontrol, COP11, afsluttet i sidste uge i Genève, hvor medlemslandene blev samlet for at diskutere fremtiden for nikotinregulering. Konferencen havde oprindeligt til formål at styrke den globale kamp mod rygning, men det, der i sidste ende skete, afslørede voksende revner i WHO's forbudsdagsorden og klare tegn på stigende modstand på verdensplan mod det, mange regeringer nu ser som institutionel overskridelse.

Gennem hele konferencen pressede WHO og dens netværk af tilknyttede NGO'er aggressivt på for at indføre foranstaltninger såsom forbud mod vape-smagsvarianter, strenge nikotingrænser og omfattende restriktioner på nyere produkter som nikotinposer. Trods en voksende mængde beviser viser at disse alternativer hjælper rygere med at holde op og reducerer sundhedsrisici væsentligt, blev WHO's tilgang bredt opfattet som ideologisk, der prioriterede rigide forbud frem for ny videnskabelig konsensus. Det Kongelige Lægekollegium har bekræftet, at vaping er betydeligt mindre skadeligt end rygning, og Cochrane-anmeldelser har fundet ud af, at det kan være et effektivt værktøj til rygestop.

Modstanden mod den hårde tilgang, som COP11-ledelsen anbefalede, intensiveredes i løbet af ugen. En række lande, der i stigende grad var frustrerede over topstyrede mandater, afviste at godkende bindende restriktioner. I stedet pressede flere delegationer på for mere fleksible, videnskabsbaserede rammer, der respekterer nationale forhold og forbrugernes valg. New Zealand fremstod som det klareste eksempel på denne kontrast. Landet har forfulgt en aggressiv skadesreduktionsstrategi ved at opfordre rygere til at skifte til vaping og har opnået et af de hurtigste fald i rygerater globalt. Men i stedet for at blive fremhævet som et forbillede, blev New Zealand offentligt fremhævet under konferencen og fik det såkaldte "beskidte askebæger"-mærke, et træk, der afslørede den igangværende institutionelle fjendtlighed over for skadesreduktion inden for WHO's bureaukratiske kultur.

Efterhånden som splittelserne blev dybere, blev det stadig vanskeligere at opretholde et indtryk af konsensus. Som reaktion herpå blev WHO udsat for pres fra en voksende blok af medlemsstater for at blødgøre sine oprindelige forslag. Obligatoriske foranstaltninger blev stille og roligt erstattet af frivillige, ikke-bindende retningslinjer, en justering, der havde til formål at forhindre åben brud og bevare konferencens skrøbelige diplomatiske balance.

Det er også værd at bemærke, at USA ikke er part i rammekonventionen om tobakskontrol og formelt har ophørt sit medlemskab af WHO. Selvom USA ikke spillede nogen direkte rolle i COP11's drøftelser, mærkedes dets fravær ikke desto mindre i den bredere skepsis omkring organisationens troværdighed og vilje til at respektere kulturelle, politiske og nationale forskelle blandt de resterende medlemmer.

Flere lande, herunder Albanien, Nordmakedonien, Serbien, New Zealand, Gambia, Mozambique og Saint Kitts og Nevis, har åbent udtrykt støtte til reduktion af tobaksskader og evidensbaserede reguleringstilgange. Samtidig forblev en række indflydelsesrige stater engagerede i traditionelle restriktive modeller, især Brasilien, Indien og Danmark, hvilket understreger en stadig mere synlig global kløft.

Beviserne fra den virkelige verden fortsætter med at hobe sig op. Sveriges næsten udryddelse af rygning gennem den udbredte anvendelse af røgfri alternativer, sammen med New Zealands kraftigt fald i rygning efter at have omfavnet vaping, står de som håndgribelige demonstrationer af, hvad effektiv skadesreduktion kan opnå. Andre lande med historisk høje rygerater er begyndt at se målbare fremskridt kort efter at have indført lignende strategier.

Grækenland har gjort skadesreduktion til en central søjle i sin nationale handlingsplan mod rygning, godkendt videnskabeligt baserede sundhedsanprisninger for opvarmede tobaksvarer og registreret et fald i rygeprævalensen fra 42 procent til 36 procent mellem 2021 og 2024, en reduktion på 14 procent på bare tre år. Efter Tjekkiet Ved at integrere principper for skadesreduktion i sin nationale afhængighedsstrategi, blev landet førende i EU inden for reduktion af rygning og opnåede et fald på 23 procent i samme periode.

I takt med at disse nationale eksperimenter fortsætter med at tiltrække sig opmærksomhed, synes WHO's forbudstunge ramme i stigende grad at være afkoblet fra den empiriske virkelighed. Det, der institutionelt er indrammet som en folkesundhedsdisciplin, beskrives i stigende grad af kritikere som både drakonisk og distanceret, mere afspejlende af doktrinær tænkning end af moderne folkesundhedspragmatisme.

COP11 var oprindeligt struktureret til at foregå bag lukkede døre med begrænset deltagelse fra forbrugergrupper og uafhængige folkesundhedseksperter, der støtter skadesreduktion. Denne model blev svækket i løbet af ugen. Uenige regeringer og civilsamfundsaktører pressede med succes på for større gennemsigtighed og bredere inklusion og gennemborede det, der længe havde fungeret som et organisatorisk ekkokammer.

Konferencen begyndte med, at WHO fremsatte opfordringer til obligatoriske forbud og strenge, harmoniserede regler. Den afsluttedes med vedtagelsen af frivillige, fremadrettede anbefalinger, der ikke levede op til de oprindelige ambitioner. Selvom dette skift er subtilt i form, repræsenterer det et meningsfuldt signal om, at organisationens hårde tilgang er ved at miste institutionel momentum.

Hvis WHO fortsætter med at ignorere stigende videnskabelig evidens og de varierede realiteter i sine medlemsstater, risikerer den at blive sat ud af spillet i netop de politiske debatter, den blev oprettet for at lede. revner Dominansen af hardliners anti-nikotin-tilhængere er ikke længere teoretisk. Den udbredes i takt med at flere lande gentager deres suverænitet over beslutningstagning inden for folkesundhed og kræver politikker, der prioriterer skadesreduktion, forbrugervalg og praktiske resultater frem for forældede dogmer.

Oprindeligt udgivet her