Den nyligt offentliggjorte foreløbige dagsorden COP11 bekræfter, hvad mange i tobaksskadesreduktionsmiljøet længe har vidst: WHO's rammekonvention om tobakskontrol (FCTC) forbereder igen ikke på en åben, evidensbaseret samtale om sikrere nikotinalternativer. I stedet afslører den måde, dagsordenen er udformet på, en farligt forudindtaget og ideologisk drevet retning for de kommende forhandlinger.

Punkt 4.5 lyder:  

“"Implementering af foranstaltninger til at forebygge og reducere tobaksforbrug, nikotinafhængighed og eksponering for tobaksrøg, og beskyttelse af sådanne foranstaltninger mod tobaksindustriens kommercielle og andre særinteresser i lyset af tobaksindustriens fortælling om 'skadesreduktion'."‘

Denne formulering er ikke neutral. Ved at omtale skadesreduktion som en del af "tobaksindustriens fortælling", med anførselstegn, der sår tvivl om dens legitimitet, præframerer FCTC-sekretariatet hele diskussionen som defensiv og kontradiktorisk. Det antyder, at skadesreduktion i sig selv er en vildledende strategi snarere end et bredt anerkendt og effektivt folkesundhedsprincip, der understøttes af voksende evidens og implementeres med succes i lande som Sverige, Storbritannien, New Zealand og Japan.

Endnu mere bekymrende er det, at dagsordenspunktet er baseret på artikel 5.2(b) i FCTC som sit juridiske grundlag – en artikel, der ikke ikke nævner overhovedet skadesreduktion. Dermed omgår sekretariatet konventionens egen definition af tobakskontrol i artikel 1, litra d), som eksplicit omfatter skadesreduktion. Dette fremstår som et bevidst forsøg på at marginalisere både konceptet og dets globale støtter og åbner potentielt døren for proceduremæssige manøvrer, der har til formål at bringe tobakskontrol til tavshed eller sidestille den på COP11.

Det er heller ingen hemmelighed, at artikel 5.2(b) tidligere er blevet misbrugt til at bringe nye nikotinprodukter – som vaping og poser – ind under samme restriktive ramme som brændbar tobak. Dette har gentagne gange resulteret i forbudsorienterede politiske forslag, på trods af stigende global dokumentation for, at produkter med reduceret risiko med succes hjælper folk med at holde op med at ryge.

Formuleringen af 4.5 ignorerer også den tilsyneladende mangfoldighed af synspunkter blandt partsdelegationerne. På COP10 fremsatte adskillige parter - herunder New Zealand, Filippinerne, Armenien, Saint Kitts og Nevis, Guyana og endda Australien - konstruktive, evidensbaserede kommentarer, der støttede eller undersøgte potentialet for skadesreduktion. Flere, herunder Saint Kitts og Nevis, foreslog endda en arbejdsgruppe dedikeret til THR.

Dette forslag mangler påfaldende på dagsordenen. Dets fravær, på trods af at det er indgivet i henhold til regel 7(g), som giver parterne mulighed for at foreslå punkter, giver anledning til alvorlig bekymring om gennemsigtighed. Endnu engang ser det ud til, at sekretariatet aktivt former diskussionens omfang snarere end at muliggøre åben debat.

Ved at præsentere problemet snævert gennem en defensiv linse og forankre det i en upassende artikel, fraråder sekretariatet præcis den type evidensbaseret engagement, som FCTC bør fremme. I stedet for at behandle skadesreduktion som et ondsindet kneb fra industriens side, bør det globale samfund bruge COP11 til at undersøge, hvordan en bred vifte af løsninger – herunder sikrere nikotinprodukter – kan bidrage til at reducere rygerelaterede sygdomme og dødsfald.

Hvis FCTC ønsker at genvinde sin troværdighed og være en effektiv rettesnor inden for global tobakskontrol, skal diskussionen på COP11 omformuleres.

Beviser skal ikke stå i anførselstegn. COP11 skal respektere fakta og stemmerne fra dem, der vælger sikrere alternativer til at holde op med at ryge. Skadesreduktion er ikke en fortælling. Det er en livreddende strategi.